Dunkerbeck windsurfing in Greece Patrick Jöst/Red Bull Photofiles

I anden del af vores interview med Bjørn Dunkerbeck under PWA mesterskabet i Sylt spørger vi den flersprogede og taletfulde flerdobbelte windsurfingchampion om hans liv som globetrotter, hans hjem i Schweiz og hans planer for fremtiden.

Du er halvt dansk og halvt hollandsk, så hvordan kan det være, du er vokset op på Gran Canaria?

Mine forældre, Ulla og Eugen, flyttede fra Danmark til Gran Canaria, da jeg var otte år gammel og min søster Britt var syv. De dyrkede windsurfing og ønskede en anden livsstil!

Og nu sejler du under schweizisk flag ligesom vinderne af America’s Cup. Følger du meget med i sejlsport og andre vandsportsgrene?

Ja, og jeg bliver boende i Silvaplana [i St. Moritz i Schweiz] i nogle år endnu. Det er et fantastisk sted at dyrke snowboarding, og det giver mig en pause fra havet i et smukt område midt i Europa. Jeg har været grinder på en sejlbåd for at finde ud af, om det er noget for mig, og på mange andre sejlbåde, katamaraner og flerskrogsbåde! Så ja, jeg interesserer mig for andre typer sejlsport.

Du fyldte 40 år i sommer. De fleste sportsstjerner begynder at skrue lidt ned for karrieren, når de når den alder, men du er stadig meget aktiv. Tror du, den dag kommer, hvor du vågner op og siger "Nu er det nok".

Windsurfing er mit liv – jeg gør det stadigvæk, fordi jeg kan lide det. Det holder mig i live, og jeg synes stadigvæk det er sjovt at konkurrere.
Så længe jeg har det sådan, fortsætter jeg!

Dyrker du andre sportsgrene, når du ikke surfer?

Jeg holder mig i form med dykning, cykling, seaboarding og løb. Når der ikke er konkurrencer, kører jeg på mountainbike eller surfer SUP [stand-up paddle], og jeg windsurfer også. Når jeg er hjemme i sneen, snowboarder jeg også næsten hver dag.

Mange sportsfolk er overtroiske og har ritualer. Er der noget, du altid gør, før du begiver dig ud i bølgerne?

Ja. Jeg tømmer hovedet for tanker og fokuserer på at nyde oplevelsen og have det sjovt.

Når en dags konkurrencer er slut, hvordan tilbringer du så helst aftenen?

Her på Sylt bor jeg på Miramar. Så hopper jeg i poolen efter en tur i sauna og strækker ud. Og så får jeg noget godt at spise sammen med min kone og nogle gode venner. Derefter får jeg masser af søvn, så jeg er 100 % klar næste dag.

Hvad er dine planer, når du forlader Sylt – har du nogle spændende projekter på vej?

Jeg skal deltage i Stock Car Challenge for Pro 7 TV i Tyskland i næste uge. Jeg har planer om et talentprojekt i november sammen med Robby Naish og nogle unge løver – Kay Lenny fra Maui, Hawaii, som er 16 år gammel, og Philip Köster, som er 15 år og den yngste, der nogensinde har vundet en konkurrence i et verdensmesterskab! Derefter skal jeg teste sejl for Severne, brædder for Star-Board and Proof samt finner til næste år.  Jeg skal også tilbringe så meget tid som muligt sammen med min familie! Jeg elsker at være sammen med min familie og mine venner …
 


Kommentarer

    Tilføj kommentar

    *Alle felter påkræves
    Maximum 2000 tegn må indtastes :
    Indtast ordet til venstre og klik derefter "post kommentar":

    Artikel Detaljer