Gary Hunt Hawaii 2 Dean Treml / Red Bull Cliff Diving

Britiske Gary Hunt er netop vendt tilbage til UK med titlen efter at have domineret Red Bull Cliff Diving World Series 2010. Vi fangede den 26-årige, som er den bedste i branchen fra 26 meter...

Gary, tillykke med sejren som Red Bull Cliff Diving World Series champion for 2010. Hvordan føles det at være den bedste i verden?

Tak. Det føles virkelig vildt. Det føles, som om det var i går, at jeg sad derhjemme og så sporten på TV sammen med mine venner og snakkede om det. Det er en fantastisk følelse. Jeg har altid vidst, når jeg så den sport, at dette var noget, jeg ville elske, og nu at blive kaldt verdensmester, ja det er ikke helt trængt ind endnu.

'DET ER EN FANTASTISK FØLELSE. DET ER IKKE HELT TRÆNGT IND ENDNU'

Hvor tilfreds var du med at slå Orlando Duque i år efter at have været så tæt på i 2009?
Det er ham, man skal slå. Han har vundet verdensmesterskabet ni gange og han er så konsekvent, og at slå ham er en stor ære. Jeg kan se, at hele niveauet i sporten ændrer sig. Orlando sad ikke bare hjemme for så at gå ud og lave de samme udspring i år som sidste år. Helt fra begyndelsen kom han med nye udspring og viste, at han ikke ville gå ned uden at kæmpe.

Hvilken form for konkurrence har du med Orlando og resten af gutterne? Er I alle kammerater, eller er det en intens rivaliseren?
Der er helt klart et mindre konkurrencemoment i cliff diving end i 10 meters udspring. Jeg tror, det er fordi risikoen er større, og vi har sådan en udsøgt gruppe, man kommer til at kende hinanden rigtig godt, og man ved, hvad de andre går igennem. Det første, alle gør efter en konkurrence er at checke, om alle kom igennem det i ét stykke, så at sige. Man ønsker aldrig, at nogen kommer slemt til skade, fordi man ved, hvor ondt det kan gøre. Selvfølgelig er vi konkurrenter under konkurrencen, men hvad angår rivaliseren er vi en venligtsindet flok, og vi elsker alle sammen at grine og lave sjov.   

null Balazs Gardi / Red Bull Cliff Diving
 

Jeg ville være skræmt fra vid og sans bare over at være så højt oppe på en klippe. Hvor stort er faremomentet ved cliff diving?
Det kan være farligt, når der sker ulykker, men hvis man sikrer sig i en konkurrence, at udspringerne har nok erfaring, og at deres niveau er højt nok, så får man færre ulykker. Vi ved alle, at det kan ske, og det er det, som gør sporten spændende, at der er en risiko forbundet med det, men det er fare på et kontrolleret plan, vil jeg mene.

Har du nogensinde selv haft uheld under cliff diving?
Jeg fik et ordentligt slag i Italien, da jeg prøvede at lære et nyt udspring – en to-en-halv twisting quad – og jeg fik ligesom lidt for lidt plads. Det var ikke det bedste afsæt, så jeg havde ikke rigtig tid til at lave alle saltomortaler og twists, og jeg slog mig lidt. Det var ret overfladisk, og det tog bare et par dage at komme over det. Jeg prøver at holde mig væk fra udspringsulykker. Det var den første og forhåbentlig den eneste.

I ser allesammen så rolige og fattede ud oppe på platformen. Bliver du nogensinde nervøs deroppe?
Jep, hver gang. Selv med de nemme udspring skal man være 100 procent på, og det lykkes ikke altid. Nogen gange fejlbedømmer man det lidt, og det kan godt give et ordentligt smæk. Så man skal altid være fokuseret, og jeg tror, at en smule nervøsitet hjælper til at bevare koncentrationen og sikrer én mod at lave dumme fejl.

'HVIS DU FEJLBEDØMMER DET, KAN DET GIVE ET ORDENTLIGT SMÆK'

Cliff diving og UK virker ikke som en naturlig kombination. Hvordan kom du overhovedet i gang med den sportsgren?
Jeg var oprindeligt svømmer, og jeg syntes, at det var mere interessant at kigge på udspringerne i udspringsbassinet. Jeg havde også lidt baggrund som gymnast, fra dengang jeg var helt lille, så jeg havde det helt fint med at kaste mig selv rundt i luften og prøve alle saltomortalerne og sådan, så jeg blev hurtigt bidt af det. Så i 2006 fik jeg muligheden for at lave et udsprings-show med to tremeter-vipper og en stige, der gik op til ca. 20 meter. Der var der, jeg fik lejlighed til at møde en af udspringerne fra konkurrencen, og han skrev mig op til en række konkurrencer i 2007.

Læs mere om Gary Hunt på Red Bull Cliff Diving World Series ved at klikke her


Kommentarer

    Tilføj kommentar

    *Alle felter påkræves
    Maximum 2000 tegn må indtastes :
    Indtast ordet til venstre og klik derefter "post kommentar":

    Artikel Detaljer