Kasabian vil fortælle dig at de er Rolling Stones' og Oasis' rette arvtagere. Fans siger at deres højenergiske show er de bedste i verden. Og som hovednavnet ved festivaler, hvad er der tilbage at bevise?
Tom Meighan springer fra rum til rum bag scenen ved Ancienne Belgique som en hyperaktiv cockerspaniel som kan høre hans yndlingslegetøj rasle men ikke kan finde det. Til sidst taber Kasabian frontmanden interessen i jagten og flader ud i en plastikstol, hans øjne vidt åbne og et muntert grin løber amok i hans stubbede ansigt. Han er elskværdigheden selv; en charmerende og imødekommende vært fuld af varme hilsner meget positiv.
Af og til spidser han ører, som om han modtager signaler fra det ydre rum, og så pludselig springe op, hujer og slå ud i luften, for at vandre rundt i lokalet, mens en tankerække farer af sted med hans hjerne og mund i tæt forfølgelse. Det er trættende at se på, men sangeren har rigelig med energi at brænde af, mens han bliver lyrisk omkring bandet og paradokser der reflekterer hans egne.
“Vi gør det stadig så stort som vi plejer, hvad enten det er en stadion eller en lille scene,” siger han, mens han flytter rundt på affaldet på skranken i omklædningsrummet. “Det er som to kæmper der slås, når vi går i gang deroppe, som He-Man mod Skeletor... det er musikalsk Masters of the Universe. Det er et slag; det er mørkt og fælt, men også smukt, varmt og fuld af liv. Lige som os, faktisk.”
'Vi er stadig de samme som da vi kørte i vores egen varevogn og spillede koncert hver aften i håb om at blive lagt mærke til' – Tom Meighan
Kasabian har kæmpet med mørke og lys siden de blev formeret i 1999. Det tog fire år med koncerter i snuskede værtshuse og på små scener før bandet var klar til at give deres oprørske musik til verden. “Selvfølgelig ville vi være store,” sige Tom, et øjeblik seriøs. “Men det skulle være ordentligt. Vi ville ruske i folk og holde dem rystede i lang tid. Det ville vi ikke være i stand til, hvis vi bare fyrede en masse lort af i en fart og så sank sporløst. Vi ville det virkelig. Det vil vi stadig. Vi er stadig de samme som da vi kørte i vores egen varevogn og spillede koncert hver aften i håb om at blive lagt mærke til. Vi er de samme mennesker.”
Denne ydmyge udtalelse står noget i kontrast til den Kasabian kom med kort efter Oasis' opløsning, hvor Tom og hans løjtnant, guitaristen Serge Pizzorno, meddelte at nu hvor Gallagher-partnerskabet var forbi, var de det største band i Storbritannien. “Det vi mente var, at vi er en af de sidste ordentlige rock ’n’ roll bands,” forklarer Tom, og rejser sig som skal han prædike i kirken. “Der er så få rigtige bands tilbage i dag, at vi syntes det var vores ansvar at tage imod faklen, der blev båret frem af bands som The Beatles, The Stones, The Small Faces og Oasis og give vores bidrag til arven. Det skylder vi Storbritanniens musiske arv.”
Kommentarer
Tilføj kommentar