Spacey Moog-electronik og hypnotiske stammerytmer udgør Konono No. 1's musik. Her er hemmeligheden om et af Congos bedste bands og hvad de har at gøre med Matt Groening, Björk og Paul Simon.
Da jeg er blevet opdraget af et par omstrejfende baby boomere, stammer nogle af mine tidligste musikalske minder fra rejser landet rundt på bagsædet i min mors Chevy Citation, med Paul Simons Graceland skrattende ud af et par slidte højtalere bag sædet.
Ud over denne (uopslidelige) klassiker og Simons efterfølger, The Rhythm of the Saints, kan det vist roligt siges at jeg ignorante forstadsblegansigt ikke vidste en kæft om afrikansk musik. Men det er nu også lige meget, for Konono No.1 er noget helt andet end Simons Ladysmith Black Mazambo, eller nogle af de andre småbidder af afrikansk musik jeg har hørt.
De stammer fra Congo, og Konono er for Bazambo musik hvad Yes eller Hawkwind var for prog i 70'erne — deres live-forestillinger er lange, ofte monotone jam, omvandringer i bevidsthedsstrømme, der kombinerer spacey Moog-elektronik med traditionelle Bazambo-rytmer og kor, stammetrommer og hvad der lyder som larmen fra en spillehal i koldkrigstiden (tænk tilbage på spektaklet fra Millipede, Galaga, og Pole Position).
Bandet bygger selv de fleste af deres instrumenter fra reservedele og hvad de ellers har kunnet finde. På vej mod stjernestatus synes Konono at være for moderne musik hvad Simons Ladysmith var for hans stil af rytmiske hymner: bandet blev for nyligt udvalgt af Björk som hendes opvarmningsband, og Matt Groening håndplukkede bandet til at spille ved All Tomorrow’s Parties i maj. De blev heller ikke stjerner på en aften, for de har haft gang i den gennem mindst tre årtier.
Få selv en lytter på Red Bull Music Academy Radio.
Kommentarer
Tilføj kommentar