I 2006 overlevede den norske BASE jumper Karina Hollekim et grimt styrt, hvor hun fik 25 knoglebrud i begge ben. Men nu hvor hun er kommet sig, er Karina stadig meget involveret i miljøet, og meget andet, som hun fortæller os i første del af vores eksklusive interview.
Efter din ulykke sagde du rammende, “Det er ironisk hvordan jeg har brugt årtier af mit liv på at forsøge at være speciel, og nu vil jeg pludselig bare være normal.”
Ja, er det ikke mærkeligt hvordan vi alle vil være specielle og anderledes? Og pludselig når man et punkt i livet som ændrer ens syn på alt, og så ønsker man bare normalitet. Ironisk på en måde, men det er sådan det gik for mig...
Filosoffen Franz Schuh sagde for nyligt, “Hvor der er en helt, er døden ikke langt væk,” Er du enig?
Det tror jeg... Folk vi betragter som helte er altid ude og snyde døden, eller endda gøre nar af den. De er overlevere og sætter hele tiden deres liv på spil, så jeg tror, desværre, han har ret.
Er du enig i at “et væsen på toppen af dets styrke er sjældent på toppen af dets visdom?”
Den er jeg ikke enig i – særligt ikke i mine discipliner, freeskiing og BASE jumping. Du kan ikke vise din styrke hvis du ikke er smart eller vis med det du gør. Det væsentlige er at kende dine grænser og ikke overskride dem.
Har du fortsat med at følge med i hvad der sker i BASE miljøet efter dit styrt?
Jeg har selvfølgelig stadig mange venner som er BASE jumpere, og de holder mig opdateret om deres projekter og deler deres historier med mig, for de ved jeg ikke vil holdes udenfor, på trods af hvad der er sket med mig. Og jeg elsker at høre på deres nyheder, for så er jeg stadig en del af miljøet. Jeg kan stadig fremmane den intense følelse fra et spring og føle glæden det gav mig. Det er noget der vil blive hos mig altid, og ingen kan tage det fra mig.
Hvem giver dig det bedste indtryk som alsidige BASE jumpere?
Espen Fadnes og JT Holmes er et par fyre som virkelig driver sporten mod nye dimensioner. Det er dybt betagende at se, og nogen gange gør det ondt at jeg ikke længere kan være med, for det var min drøm. Men på den anden side er jeg her da endnu, ikke sandt?
Er det ikke skræmmende for en BASE jumper at tænke på, at et eller andet sted i udstyret kan der være en snor, en knap eller et spænde som kan afslutte, eller i hvert fald ændre, hele dit liv?
Sådan må man ikke tænke, for så bliver man tosset. Man bliver nødt til at have en vis tillid til sit udstyr. Det er det samme som at køre i en bil, som har endnu flere smådele som kan være defekte. Du spekulerer jo heller ikke over om dine bremser virker hver gang du sætter dig i bilen. Ellers ville du aldrig køre bil.
Gav du et løfte til nogen om aldrig at genoptage faldskærmsudspring?
Faldskærmsudspring? Nej. BASE jumping? Faktisk, ja [smiler tørt]. Det er jeg blevet bedt om mange gange, men jeg kan ikke afgive et løfte som jeg måske ikke kan holde. Men sagen er, i denne sport må du kunne stole 100% på din krop, og jeg kan ikke stole på min krop som den er nu. Min krop vil altid savne adrenalinen fra flyveturene, men jeg må også sige at min trang til at springe igen er alligevel ikke så stærk længere.
Er du en person som let kan tage imod hjælp?
Nej, slet ikke, og det har jeg aldrig været. Jeg vil hellere hjælpe andre. Jeg har dog lært at acceptere hjælp, men det er stadig svært for mig at bede om det. Under min rehabilitering mødte jeg en kvinde, en anden patient, som udøsede hendes sorger for mig, og det jeg kunne give hende var min opmærksomhed og et langt knus. Det var første gang efter min ulykke, jeg kunne være der for en anden. Og det gjorde en stor forskel. Så jeg arbejder på det.
Har du haft depressioner i løbet af de sidste tre og et halvt år?
Fire måneder inde i min rehabilitering tog jeg del i et gruppemøde med andre kvæstede mennesker – jeg vejede dengang 47 kg., 20 kg. under min normale vægt. Mødet handlede om hvordan vi kunne klare os med vores handicap. Min hjerne var bare ikke gearet til at håndtere det faktum at jeg måske aldrig kom til at gå igen, så jeg blev desperat over at være sammen med de andre, og spurgte mig selv hvad jeg egentlig havde at gøre der. Jeg havde ingen energi til overs og græd i en uge.
Find ud af hvordan Karina klarede nedturen efter hendes ulykke i anden del af vores interview i morgen, og følg de seneste nyheder på hendes blog på karinahollekim.com
ASP RedBull.JPG "Interview Kilian Fischhuber")
Kommentarer
Tilføj kommentar