Efter to andenpladser betyder en sejr i Barcelona, at den nye Red Bull Air Race-verdensmester Paul Bonhomme endelig er kommet abstinenserne til livs.
Red Bull Air Race-konkurrencen byder på stor dramatik. I sidste runde flyver weekendens fire bedste piloter en sidste runde på ruten. De letter samtidig, de lander samtidig, og de kan kun høre løbslederen, mens de er i luften. Ingen ved, hvem der har vundet, før det hele er overstået.
I år blev verdensmesterskabet afgjort i sidste øjeblik, idet Paul Bonhomme og den forsvarende mester Hannes Arch fløj ind i de sidste fire minutter i Spanien i en duel om den endelige sejr i luftrummet over Barcelona. Bonhomme fløj som nummer tre og havde derefter fire minutter alene med sine tanker, mens Arch fløj til sidst. Det burde have været nervepirrende, men ”faktisk så jeg Hannes ramme et luftfyr – så jeg havde det stærkt på fornemmelsen.” Superseje Bonhomme er ikke rigtig til melodrama.
Den det forhindrede ikke den britiske pilot i at udbasunere et rungende glædesudbrud, da løbsleder Jim DiMatteo bekræftede, at han havde vundet Barcelona Air Race og dermed verdensmesterskabet. Det var ikke helt det toneleje, han bruger, når han byder passagerer velkommen om bord på den British Airways 747, han er pilot i, når han ikke flyver på hovedet med 370 km/t 10 meter over havets overflade. Men Paul havde en god portion indestængt frustration at komme af med.
I starten af 2009-sæsonen delte Bonhomme rekorden for flest sejre med veteranen Mike Mangold. Han kæmpede sig frem med sejre i Canada og Portugal, men mens amerikaneren var blevet verdensmester to gange, havde Paul fået to andenpladser. Det eneste, Paul hader mere end at komme på andenpladsen, er at blive spurgt, hvordan det føles at komme på andenpladsen. Han er en tålmodig type, men det går ham på nerverne.
Heldigvis kan han nu vinke farvel til førstepladsabstinenserne, og det er han umådeligt glad for. ”Der er ikke nogen, der gider være toer altid, vel?” siger han. ”Det bliver så stort næste år, at jeg kan deltage, uden at folk hele tiden spørger mig om det.”
Men det er svært at se, hvordan denne pilot kan forbedre sine 2009-resultater. Hans laveste placering hele sæsonen var – ironisk nok – en andenplads, og her var velsagtens tale om enestående præstationer. På ruter, der ikke egnede sig til hans fly, og på dage, hvor tingene gik skævt, lykkedes det ham at ignorere frustrationerne, undgå fejl og få det bedst mulige resultat ud af løbet, idet han hyppigt slog rivaler, der fløj hurtigere fly, men havde mindre selvdisciplin.
I Formel 1 er det en almindeligt accepteret regel, at jo mere populær en racerkører er, jo mere af rivalens champagne får han hældt over sin dragt. Det gælder også i Air Race: Da Bonhomme stod ansigt til ansigt med pressen efter sejren, havde han et håndklæde i hånden og et spor af årgangschampagne efter sig.
Det siger en del, men han er ikke blot populær. På en tidsflyvning osede han decideret af klasse. Han flyver utroligt jævnt, rammer færre luftfyr end nogen andre og holder sine styrebevægelser på et minimum. Uden for cockpittet er han elskværdig og snakkesalig. Inden i er det kampklare ansigt lagt i olme, næsten smertefuldt koncentrerede folder. Hans rivaler siger samstemmende, at det er ham, de holder godt øje med i luften. Det er hans stil, de gerne vil efterligne.
Beundringen fra ligemændene får Bonhomme til at føle sig ”ydmyg”. Men det går begge veje. ”Jeg har set mange piloter i luften. Nogle har en meget jævn håndtering af flyet, mens andre har gode organiseringsfærdigheder i cockpittet. Andre igen er gode tænkere. Jeg ville gerne, hvis det var sådan, at jeg har taget det bedste fra mange i stedet for bare at have kopieret en enkelt person. Jeg tror, det gør mig til en bedre allroundkonkurrent.”
Det er en imponerende vending af udviklingen for en person, der gik ud af skolen stort set uden kvalifikationer, og som måtte igennem et utal af job, før han fik fejekosten i hånden på den lokale flyveplads. Derefter var der ingen vej tilbage. Generel flyvesport og kunstflyvning fulgte efter.
Han blev erhvervspilot og videreuddannede sig til ruteflyvning, samtidig med at han afsatte tid til luftshows. Han udgør halvdelen af det berømte formationsteam Matadors sammen med den tidligere Red Bull Air Race-deltager og nuværende ekspertkommentator Steve Jones, og han flyver desuden Spitfire- og Mustang-fly for Old Flying Machine Company. Han blev også far først på året. Men han har ikke tænkt sig at sætte farten ned. Det er stadig for sjovt at flyve, siger han. ”Jeg elsker flyvesport, og jeg elsker at konkurrere. At kombinere de to er bare den mest suveræne følelse, og jeg elsker det – det er selvfølgelig endnu bedre, hvis jeg også vinder.”
Kommentarer
Tilføj kommentar