I anden del af vores interview med Karina Hollekim finder vi ud af hvordan hun klarede efterfølgerne af hendes BASE jumping-ulykke i 2006 og brugte hendes erfaringer til at hjælpe andre, samt lidt om det normale liv hun altid har ønsket sig.
Hvordan klarede du depressionen?
Min træner gav mig et par boksehandsker så jeg kunne forandre min afmagt til vrede og give frit løb for det på en boksepude. Min far gav mig også et vigtigt råd i den tid – han sagde at jeg ikke skulle tænke på hvad jeg ikke længere kunne, men på hvad jeg kan. For eksempel tog det mig seks måneder før jeg selv kunne tage mine strømper på. Det var en fantastisk sejr for mig, da jeg kunne det. Jeg fik også så meget støtte og kærlighed fra venner rundt omkring i verden, så jeg kunne ikke give op, for jeg ville ikke skuffe dem.
Har du det stadig ubehageligt ved at være alene?
Ja, det har jeg. Og jeg er stadig bange for mørket. Sådanne ting går ikke væk bare fordi man har overlevet en næsten fatal ulykke. [Smiler]
Interesserer du dig for meditation?
Nej, mine tanker er, lad os sige, for livlige til det. Jeg skal altid gøre et eller andet. Når jeg er hjemme og ikke har noget at lave, holder jeg altid mine tanker i gang ved at høre høj musik med tekster jeg kan lide, såsom Jack Johnson eller Foo Fighters, så det kan gribe ind i mine tanker som et lag mellem dem og mig.
Får du nogen sinde et adrenalinsus ved at tale foran et stort publikum? [Karina afholder motivationsforedrag]
Min allerførste tale var foran 1500 mennesker. Først var jeg skræmt fra vid og sans. Men så snart jeg kom i gang med at fortælle min historie, slappede jeg helt af og mærkede publikums koncentration om mig. Alle vidste at det ikke var en forestilling, det handlede om det virkelige liv. Til slut fik jeg stående bilfald – reaktionen var enorm og meget berigende. Siden da har jeg fortalt min livshistorie til mange publikummer, og jeg har forstået at jeg, ved at tale om det, kan distancere mig fra det.
Hvordan har dit syn på den menneskelige natur ændret sig under din rekonvalescens?
Jeg er en anden person nu end jeg var før ulykken. Det vil ikke være fair at sige at vi alle tager helbred og livet for givet – vi må hver især opleve vores egne udfordringer og forandret perspektiv. Det jeg kan sige om mit eget liv nu er, at jeg er lykkeligere på en anden måde end før ulykken – mere i ro, og mindre fordringsfuld, over for mig selv. Jeg har lært at klare modgang bedre. Jeg kan nyde de smukke øjeblikke i livet en af gangen. Det er mindre overvældende og mere en bonus på en måde.
Hvad er Hollekim-opskriften på holistisk afslapning?
Stearinlys er essentielle, særligt i Norge hvor vinteren er meget lang. Jeg finder det meget beroligende når regnen løber ned i dovne strømme af tagvinduet i min lejlighed. Det er næsten som at være uden for og campere. Jeg værdsætter også et eller to glas rødvin med mine venner – jeg kan lide at feste ligesom andre piger.
Hvad er din ynglingsopskrift for mad?
Jeg elsker at lave hurtig og smagfuld mad som laks med ingefær-honning-pesto og wok-stegte grønsager.
Hvilken person kunne du kigge på i døgndrift, fordi de bare er hypnotiserende at observere?
Selvom der er dage hvor jeg ikke har lyst til at se nogen, vil jeg sige min kæreste.
Hvem er din ynglingstegneseriefigur?
Stoffer, tigeren. Han er sådan en god makker for den lille dreng Steen. De er så fulde af barnlig legesyge.
Hvis du skulle komme tilbage som en fugl eller et andet vinget dyr, hvilken skulle det så være?
En alpekrage [en lille alpin krage med et karakteristisk gult næb]. Jeg elsker den måde de hænger stille i vinden over en højderyg eller glider langs klipperne. Jeg får tit den idé, at de er afdøde venner som er kommet tilbage for at lege med elementerne dagen lang og se os igen. De virker så sorgløse og lykkelige.
Følg med på Karinas blog på karinahollekim.com
Kommentarer
Tilføj kommentar